LOV OG RETT I GAMMEL TID
En så i eldre tid meget strengt på forbrytelse og forbrytere, og straffen for et feiltrinn utenfor lovens ramme var hard. Folk som en gang hadde vært i rettens hender, var for alltid satt utenfor det gode borgerlige samfunn, ingen ville ha dem i sin tjeneste, ja ville ikke engang komme i berøring med dem. De ble ofte omstreifende, arbeidsløse personer. Selv for et «ringe tyveri» kom de i rakkerens klør og ble pisket, og det var dette å være handsamet av bøddelen, mere enn selve forbrytelsen, som gjorde at de var blitt urene og måtte skyes av den almene almue. De var blitt besmittet, og ordentlige mennesker kunne ikke ha noe med dem mere å gjøre. — I 1741 ble det fra embetshold i Norge sendt en lengere betenkning herom til kanselliet i Kjøbenhavn om disse ulykkeliges skjebne, og regjeringen i Kjøbenhavn rettet da på forholdet ved å forordne at piskingen skulle foretas innendørs i fengslet og utføres av slutteren, ikke som før offentlig og av bøddelen. — For bøddelen han var «uærlig», d.v.s. besmittet, og en mann som hadde vært under behandling av ham, var dermed også blitt besmittet, «uærlig». Og det var et uoverstigelig skille mellom «ærlige» og «uærlige».
Ikke bare bøddelen, men også alle de hjelpemidler han hadde i sin tjeneste, særlig galgen og sverdet eller øksen, hvilte det forbannelse over. En galge måtte ingen ordentlige mennesker komme i berøring med. Galgene stod reist på iøynefallende steder, og hengning eller halshugging var offentlige handlinger, som samlet mange mennesker, ja foreldre dro med seg sine mindreårige barn, for at de kunne se det blodige skuespill og ta lærdom og advarsel av det. Og galgen stod der som en truende finger mot himlen. Uhyggen ved den ruget tungt over stedet. Men der var lægedom i en flis fra galgestokken, og mer enn en slik flis ble i nattens mulm og mørke skåret ut av treet av våghalser, som turde komme retterstedet nær. En flis fra galgen var nyttig til så mange ting, — la man den i sengehalmen til en syk, ga sykdommen seg, for den hadde trolldomskraft.
Tyveri var i gammel tid den verste forbrytelse, og det gas ingen pardong for en tyv. Ofte gikk bøndene i samlet tropp hen og hengte «sin» tyv. Man stilte ham opp på en vogn, og når tauet ble lagt ham om halsen, måtte alle berøre det og feste det i treet, fyren skulle henges opp i. Ingen enkelt av følget kunne kjøre vognen bort, men alle kaste stein på hesten til den løp sin vei, og fotfestet dermed gled vekk under synderen. Dette for at alle skulle ha like delaktighet i fullbyrdelsen av straffen.
Eldre tids bødler var som regel forkomne individer, og de fikk å utføre alt slikt arbeide som ingen annen ville nedverdige seg til. Rakkeren var bøddelens nærmeste medhjelper, som måtte utføre den «simplere» del av håndverket.
1698 ble der innførte faste takster for bøddelens arbeide, og disse takster var noenlunne uforandret i Norge til 1816, året etter at den nye straffelov var trådt i kraft. Taksten lyder slik:
For et hode med sverd å avhugge ............................................................ 10 riksdaler.
For et hode med øks å avhugge ................................................................. 8 —
For en hånd eller finger å avhugge ............................................................ 4 —
For et hode og en hånd å sette på steile ................................................... 4 —
For en å henge ............................................................................................... 10 —
For en igjen av galgen å nedta .................................................................... 4 —
For en hel kropp å legge på steile og hjul, og pelen å nedgrave og sette ... 7 —
For en å slå armer og ben i stykker på, og legge på steile .................. 14 —
For en kropp å nedgrave i jorden ................................................................ 3 —
For en død kropp å utføre av byen .............................................................. 3 —
For en å partere og legge på steile ............................................................. 12 —
For hvert knip med gloende tenger ............................................................. 2 —
For et brennemerke ......................................................................................... 4 —
For kagstrykning .............................................................................................. 5 —
For en å piske av byen ................................................................................... 7 —
For en å vise av byen eller herredet ............................................................ 4 —
For å brenne en kropp.................................................................................... 10 —
For paskviller eller annet deslike å brenne ................................................ 3 —
For å slå navn på galgen ................................................................................ 2 —
Kjeler, gryter, tenger, huggeblokker, økser, peler, strikker med mere til faget hørende måtte skarpretteren selv forskaffe seg av den årlige faste lønn de fikk. Denne varierte noe etter stedet han var ansatt I Bergen var den årlige faste lønn 76 riksdaler, i Kristiania 100. Denne lønn gikk under navn av «mestermannspenger», «skarprettertoll» eller «salær», og særlig på landet, hvor en så mindre til mestermannen og den nytte han gjorde for seg, var det mye mas og mange vanskeligheter med å få denne skatt innkrevd.
Gapestokken hadde bøddelen ikke noe med å gjøre. Den var straff for mindre forgåelser og forvaltningen av den var overdratt slutteren eller andre «ærlige betjenter» som sorterte under politiet. — Byens kag derimot var skampletten som de ble bunnet til som skulle hudstrykes. Det var førstegangstyver og skjøger, som ble straffet på denne måten, og piskingen skjedde på deres bare rygg med flere ris, som det var meningen skulle slites ut ved anledningen.
Da dødsstraff ved halshugging ble innført i Norge omkring 1200, var øksen det alminnelige våpen en brukte hertil. Da man senere fikk faglærte skarprettere, ble sverdet mere brukt. Det var mere vanærende å bli hugget med øks enn med sverd.
I Nordland og Finnmark var det vanskelig å skaffe en faglært skarpretter, — hans lønn skulle heller ikke friste; den bestod nemlig av ½ pund fisk av hver mann i amtet, og det beløp seg ikke til mere enn 50 riksdaler om året. Noen særlig faglært bøddel kunne en således ikke vente å få, hvorfor han måtte bruke øksen, enten det gjalt «ærlige» eller «uærlige» dødsdømte. Men forskjellen i begravelsesmåten måtte likevel opprettholdes. De delinkventer som var dømt til sverdet (selv om det var øksa som gjorde dem et hode kortere), skulle begraves på kirkegård, mens de til øksen dømte skulle graves ned av nattmannen, ved retterstedet eller et annet sted utenfor byen.
Loven av 25. oktober 1815 betegner en helt avgjørende reform av norsk strafferett. Den gjorde slutt på de tidligere lemlestelsesstraffer, brennemerking, partering og pinsler. Dødsstraffen skal i alle tilfelle foregå som halshugging med øks. Pinselsstraffen ble erstattet med flerårig eller livsvarig fengsel. — Skarpretteren virket siste gang i sitt kall her i landet i Halden den 14. februar 1876, da en giftmorderske ble halshugd. Deretter og inntil dødsstraffen ble opphevet i 1905, har det bare forekommet ganske få dødsdommer, og ved samtlige er benådning blitt anvendt.
Den siste halshugging i Lofoten fant sted i Kabelvåg i 1860-årene, da giftmorderen Ole Sivertsen fra gården Moland i Valberg ble lagt på blokken. Også fra Buksnes var det mange mennesker, kvinner som menn, reisende østover for å overvære den makabre forestilling.
Etter frigjøringen i 1945 ble dødsstraffen igjen innført, formentlig bare midlertidig, og flere grove landsforredere og torturister dømt til døden ved skytning.
En skal her ta med utdrag av noen dokumenter Ira gammal tid, og begynner med en sak fra 1676 og 1677:
«Udi dend sag imellem Niels Mortensen, Doctor Erich Pontoppidani Ombudsmand, offuer Seenien og Lødings Præstegjæld i Noer landene, på den ene side, og Laugmanden Mandrup Schønebøhl, sambt Peder Andersen, foeget offuer Loefoedens foegderie; anlangende 2de (tvende) gaarder, nafnlig Schotnæs og Ballestad, forne Peder Andersen voldelig sig skal hafue anmaset og bemegtiget.
Definitio:
Efterdi Niels Mortensens Contraparter, for tri maaneder siden, hafuer værit stefn, og her intet fremlegger, huor ved de beviiser at lenger tiid til stefne i Noerlandene skal behøffues, end Norges Loug og Recessen ellers ommelder; da beholder og besidder Niels Mortensen de omtuistede gaarder, Schotnæs og Ballestad, indtil de ham ved kongelig process frakiendes; og Lougmanden at vie (være) skyldig at betale til Niels Mortensen i kost og tæring halftrisindtstiuffue Rdr., sorenskriffueren trediffue og foegden Peder Andersen hundre Rdr., og ded (det) inden 6 ugger efter dommen dennem forkyndet, og ded (det) for dend hans foraarsagede bekostning, og efterdi de huerken haffue mødt, heller louglig forfald liust.»
(Gjenpart af de Domme som til Oberhofretten Ao 1676 och 1677 af da tilstede værende assessores ere afsagde).»
Av et manntal over husmenn, håndverkerfolk, peppersvenner og selvfosterkarle, som finnes «udi i Loefodens fougderie», bekreftes det av 8 underskrevne, at «udi Buxnæs, Hoels og Borge Fiering findes aldeelis ingen Huusmænds Pladser eller Huusmænd, uden de som beboer paa lejlendingenes Grunde, huoraf lejlendingen skatter og skylder, og av dennem er ej Nogen som for dette aar er god for at skatte ½ Rd., ej heller findes her af Handværksfolck eller dislige som skatter bør betræffes efter skrefne Lougrettismænd med Haand og Zignæter.
Datum Berg d. 30de November 1720.
Jens Hansøn, Hans Jacobsen, Hans Nielsøn, Peder Olsøn, Niels Nielsøn, Mons Mathiasøn, Otte Olsøn, Abraham Hansøn.»
Fra høsttinget for Buksnes, Hol og Borge 1724 viser et referat, at Peder Larsen Schoue (?) og Jens Thomasøn, Ballstad ble fremstilt for retten, idet de hadde berget 4 tønner vin og brennevin — strandingsgods fra Røst — i det år 1719. De opplyste å ha solgt det hele, eller som det står: «Hvortill bemeldte Mænd svarede at den (d.v.s. deres «umage» med bergningen) blev betalt af Sorenskrifueren efter beting 5 Rdr. eller 2½ Rdr. till hver Person. Herpaa var Foegden Tingsvidne begiærende om denne omkostning icke ringere var at betinge? Hvortill Lougsretted svarede, at de vidste ingen at nefne som for ringere værd vilde lade sig hyre fra Berg til Røst, som er 8 stive miile, men heller sluttes, at dersom Peder Larsen icke for sig selv har haft ærinde derud, hafde han neppe for de penger ladet sig hyre til Røst paa sin egen kost, helst eftersom det er saa farlig farvand, hvoer mand tidt formedelst Mosche-Strømmen kand blive liggende paa 8 á 14 dagers tiid. Det bekræfter Lougretted med hostrøgte zigneter. — Datum Berg d. 7de november anno 1724.» Og under merker etter 8 segl.
Så kommer salget av det på Røst bergede brennevin. Om dette heter det:
«Hvad højeste Bud var paa det strandede Gods, nemlig 1⅔ td. af søeblandet Brendevin og 2½ td. søeblandet vin, som af Sorenskrifueren paa sommertinget Anno 1720 blev auctionered, derpaa var Foegden Tingsvidne begiærende.» Sorenskriveren svarte da, at det hele ble solgt for tilsammen 17 Rdr. 48 sk. — Datum Waage d. 14de gb. 1724. Også her merker etter 8 segl.
Av et dokument som inneholder endel kvitteringer fra lensmenn hitsettes:
«Her med kindes og tilstaaes Beskickede Bundelensmænd udi Buxnæs og Hoels Fierdinger, at have nødt de allernaadigste forundte 10de (tiende) Penge af opdagede Sagefald forfaldne Nestleedne aar til Penge 1 Rdr., 1 ort og 2 sk. Hvorfor Deris Kongl. Mayts Allerunderdanigst betackes og Kongl. Foged her med skadesløs Qviterer. Datum Berg d. 20de November 1720. Peder Graa.»
(Peder Graa muligens kst. foged i Lofoten og Vesterålen. Han var kanskje sønn av sorenskriver Christopher Graa (eller Graah), stadfestet som sorenskriver i Lofoten 3/11 1662).
6. november 1730 er der foretatt registrering hos Michel Hansen i Buksnes «som hafde forseet sig udi Lejermaal i sit Ægteskap, med sin Konis Sødskinde Barn ved Nafn Ellen Olsdatter.» Registreringen ble foretatt i overvær av lensmannen, Christen Søfrensen, Sund.
Av det som ble registrert nevnes: «Skibsredskab: 1 Ottringsbaad, 3 Rdr., ½parten udi en ny Sexring, 1 Rdr. 1 ort. Godtz: 2 td. Rugmel, 4 Rdr. 2 ort, 1 td. Korn Meel, 2 Rdr., ½ td. dansk Malt, med træet, 5 ort 4 sk., 1 qvarter spansk hamp, 5 ort, 22½ alen Bremmerlerret, 1 Rdr. 3 ort og 13 sk., 8 skruf tobacho, 4 ort og 8 sk.
I 1630 måtte Mogens på Reppe betale i «sagefalds» 3 daler, «for sinns Festemøe hand Besouff nogen kort Tid for end De bieff Wiede sammens.» — Mogens hadde besøkt (på utilbørlig måte) sin festemø, før de var blitt gift. En tok nemlig strengt dengang på denslags lettsindighet.
Utdrag av tingprotokollen angående vraket som er falden her i Lofotens fogderi pro anno 1699:
«Udi Boxnæs og Hoels fieringer paa samme Ting (sommertinget 4. juni) blef angivet at være funden et lidet støche af et Galliot skib, der ej var toe pund jern vorderet for. Verdi 3 ort og 8 sk.
Av en regenskatt for 1630 fremgår det at «Oluff Rasmussen paa Ballestad for leiersmaal hand bedreff med sin festemøe forend de bleff wiede sammens, for penningen 3 daler at betale.»